Jul i Sorø 2011
Forside - Dokumenter - Jul i Sorø
Så er det jul igen - eller rettere sagt - så er Jul i Sorø udkommet med sin 59. årgang - som sædvanligt i kvartformat og ligesom sidste år på 96 sider (i "gamle dage" var hæftet jo på 104 sider).

Forsidebilledet er som tilfældet har været det i mange år en gengivelse af et maleri med Sorø-motiv - i år Klosterporten som Aage Trolle Blumensaadt så den en vinterdag i 1920'erne. Blumensaadt, der var født i 1889, var knyttet til Sorø en meget stor del af sit liv. Han blev realist fra Sorø Akademis Skole i 1905, blev sidenhen uddannet i sang, optrådte på Dagmarteateret og turnerede med Oda Nielsen, men blev herefter omskolet til kunstmaler og udstillede efterfølgende i Tyskland, Frankrig, Norge og Danmark. Omkring 1920 var han tilbage i Sorø, hvor han malede et stort antal billeder med Sorø og omegn som motiv. Han døde i november 1939 på tuberkulosesanatoriet ved Vejle Fjord og ligger begravet på kirkegården i Pedersborg. Det afbildede maleri tilhører kollegiet Soranernes Hus (og ikke Soransk Samfund som skrevet står) på Solvej på Frederiksberg i København, hvor det - når der ikke er fest på kollegiet - er ophængt i Hauerslevsalen på 5. sal.
Forsidebilledet

Den flittige Ronald Stout har to større artikler med i år (tilsammen fylder de lige ved en femtedel af hæftets sider). Den første hedder Sanatoriet ved Sorø - og handler om et ganske stort byggeprojekt, der efterfølgende løb ud i sandet. Manden, der fik ideen til et sanatorium i Sorø hed Carl Christian Juell. Han var født i Norge i 1824, blev uddannet som snedkersvend, deltog i Den Første Slesvigske Krig 1848-1850 og blev i 1856 slotsforvalter på Frederiksberg Slot - en stilling han bestred indtil 1868. Efter at være gået på pension fik han tid til at kaste sig over sine mange, ofte meget fantasifulde projekter, som han havde en enestående evne til også at begejstre andre for, herunder ideen til et sanatorium i Sorø, der blev taget meget seriøst både i Sorø og hos københavnske læger og Det Kongelige Sundhedskollegium og ikke mindst af Ugeskrift for Læger, der - uden åbenbart at kende meget til det sumpagtige klima, der specielt i sommertiden ofte er kendetegnende for Sorø - alle var enige om at Sorø måtte være det ideelle sted til placering af et sanatorium - ved Hjortnæs på Sorø Søs vestside. Juell fik en byggetilladelse og Jens Vilhelm Dahlerup (ham med Det Kongelige Teater) og Georg Wineken Møller blev hyret som arkitekter, men det lykkedes ikke for Juell at få rejst tilstrækkeligt med penge til foretagendet - så derfor blev der ikke noget sanatorium i Sorø. Juell, der aldrig var særlig heldig med at realisere sine planer, gav sig efterfølgende i kast med så forskelligartede projekter som hestesporvognsdrift i Gøteborg og anlæggelse af jernbanelinjer på Sjælland, men også disse projekter faldt efterfølgende til jorden på grund af manglende økonomisk opbakning. Juell døde i 1923.
Sanatoriet ved Sorø efter professor Dahlerups tegninger


Lene og Nicolai Sørensen

 Ronald Stouts anden artikel De drog mod vest handler om noget helt andet, nemlig familien Sørensens udvandring fra Haverup til Utah i USA. I 1854 havde Haverup fået besøg af mormonmissionærer, der var aktive på Vestsjælland fra 1850-1863, hvor de arbejdede ihærdigt for at vinde bønder og håndværkere for deres budskab og overtale dem til at slutte sig til menigheden i USA og være med til at opbygge et mormonsk samfund der. Nicolai og Lene Sørensen var et midaldrende par med 10 børn. Foruden at være bonde drev Nicolai Sørensen også tømrervirksomhed og havde flere ansatte. Efter at flere af deres voksne børn var konverteret til mormonbevægelsen blev også Nicolai og hans kone omvendt og de besluttede sig så for at rejse - hele familien - fra Haverup til det fjerne sted i det vestlige USA. Gården blev solgt, alt det praktiske blev ordnet og så begyndte den lange rejse sammen med talrige andre, der var blevet vundet for den mormonske sag, med tog og skib via København, Grimsby, Liverpool, Philadelphia og Iowa. Familien Sørensens rejse startede i Haverup den 14. april 1857 og de var fremme i Iowa City den 9. juni. Herefter gik turen videre mod vest over prærien i oksetrukne kærrer bl.a. via Nebraska til Salt Lake City i Utah, som man først nåede efter 10 uger - i midten af september måned. Artiklen, hvis materiale for en stor dels vedkommende hidrører fra den hjemmeside efterkommere af Nicolai og Lene Sørensen står for, fortæller levende om de mange strabadser på den lange rejse og de nye problemer der opstod da man var nået frem til det forjættede land.

To af bladets artikler handler om begravelser i Sorø Kirke. Lars Kelstrup er mester for en artikel kaldet Vild med dans. Den beretter om tidligere tiders forevisninger af interessante lig fra kirkens gravkrypt. Blandt disse "interessante" lig nævnes dels lensråds Mogens Høgs - hans kranie var på et tidspunkt blevet tilføjet et ordentligt slag med en skarp genstand, hvilket har dannet grundlag for en myte om at svenskekongen Karl den 10. Gustav skulle have givet ham et solidt hug i panden med sit sværd under fredsforhandlingerne i Ringsted Kloster; dels Dorothea Pultz' mumie - hun dansede sig ifølge overleveringen til døde ved et bal på Sorø Akademi; iflg. den nu forsvundne kisteplades indskrift døde hun nu efter "langvarig Svaghed og haard Sygdom" i januar 1773 - så måske er historien om hendes død under et bal blevet opfundet af en af de mange af skolens elever, der før i tiden - da krypterne endnu stod uaflåsede - i bedste Edgar Allan Poe-stil aflagde de åbne kistebegravelser besøg ved aftenstide og lindede på de ofte løse låg for at få et mareridtsagtigt glimt af de ofte velbevarede lig.
Mogens Høgs kranie med huglæsion


Valdemar Atterdags tinkiste

 Den anden artikel om Sorø-begravelser er forfattet af Niels Steen Jensen og er blevet kaldt På aftentur med kongen. Det er den ganske dramatiske historie om åbningen af Valdemar Atterdags kiste, der fandt sted i 1968 under overværelse af artiklens forfatter. Anledningen til åbningen af kisten var at den gamle marmorsarkofag, som kisten var anbragt inde i, skulle restaureres og opstilles på en ny plads i højkoret. Kisten, der viste sig at være en lille tinkiste, blev udtaget af sarkofagen og anbragt i præsteværelset (oppe for enden af munketrappen). En lille personkreds var indbudt til at bivåne åbningen af kisten: repræsentanter for Stiftelsen, Nationalmuseet, Sorø Akademis Skole (heriblandt rektor Arne Østergaard) og tandlæger m.fl. Skeletdelene blev taget op (så mange der nu var tilbage) og der blev taget billeder og målt op. Midt i undersøgelserne dukkede to pressefolk - en journalist og en fotograf fra Sjællands Tidende - uanmeldt op i præsteværelset - de havde lugtet en god historie, men ikke taget højde for at rektor Østergaard var til stede. Iflg. artiklens forfatter blev denne stærkt ophidset og udråbte et Arne Østergårdsk "Det er utilstedeligt", hvorefter filmen efter heftig diskussion blev konfiskeret og destrueret. Kongens kranie skulle efterfølgende røntgenfotograferes samme dag og det foregik hos tandlægerne på Torvet 3, hvorefter kraniet blev returneret til præsteværelset. Uheldigvis viste det sig næste dag, at billederne var overbelyste, så artiklens forfatter måtte sammen med en god ven sent om aftenen med lånte nøgler tiltuske sig adgang til præsteværelset og "bortføre" kongens kranie, der så for anden gang blev underkastet en røntgenfotografering, der denne gang kronedes med held, hvorefter kraniet hastigt returneredes til præsteværelset, og sidenhen på ny med resten af skelettet blev placeret i tinkkisten, der året efter blev indsat i den nyrestaurerede sarkofag.

Svegårds Boghandel fyldte 125 år i 2011. Peter Finn Larsen har skrevet forretningens historie i sin artikel 125 år med bøger og lidt til. Forretningen blev grundlagt af Peter Svegård, der egentlig var lærer og havde fået ansættelse på Sorø Højskole som forstander i 1883. Da højskolen et par år efter mistede sin statsanerkendelse måtte Peter Svegård i gang med noget andet, og det blev så boghandel m.m., hvor m.m. står for cigarer, tobak, musikalier, rullegardiner, tapeter og "kjørehjul" (dvs. cykler). I tidens løb har boghandelen også fungeret som forlag med eget bogtrykkeri og bogbinderi, ligesom man også i mange år handlede med brugte skolebøger (og selvfølgelig også nye - heraf navnet "Skolebogladen", som i en årrække var forretningens "undertitel") . Forretningen har skiftet adresse nogle gange - længst lå den på Storgade overfor Torvet, men er nu flyttet til Storgade 31 i den nordlige ende af byens hovedgade. Sin høje alder taget i betragtning har forretningen egentlig ikke haft mange ejere, hvilket i sær skyldes at en af ejerne - den energiske frøken Anna Hyldgaard - stod for driften i næsten 40 år.
Svegårds facade i 1960'erne


Anna Hyldgaard


Eigil Hallasmøller

 Skulle en og anden af Jul i Sorø's trofaste læsere efter læsningen af sidste års nummer have fået den formastelige tanke at emnet Sorø Andelsfrugteri var udtømt må vedkommende tro om igen. Helge Jensen har begået en fortsættelse af sidste års artikel, der denne gang især handler om fabrikant Eigil Hallasmøllers ledelse af frugteriet. Hallasmøller gik i 1915 gang med produktion af "frugtsmør", dvs. marmelade, frugtsafter og frugtkompot bl.a. tilvirket af nedfaldsfrugt og frasorteret frugt. Frugtsmørret blev i vid udstrækning eksporteret til Rusland under Verdenskrigen og andelsfrugteriet var en overgang oppe på at kunne behandle 5 tons frugt pr. dag. Da frugtsmøreksporten til Rusland gik i stå efter Den Russiske Revolution slog Hallasmøller sig på andre former for konserves, herunder grønærtekonserves, men da heller ikke dette kunne holde virksomheden i gang måtte der stærkere midler til, hvorfor Hallasmøller gav sig til at producere rottegift og til den ende også havde "ansat" en større skare forsøgsdyr - rotter, aber og ræve, blandt hvilke de sidste dog indbragte naboklager på grund af deres tuden om natten. Hallasmøller arbejdede også med produktion af vitaminer (A, B og C), så der ikke bare duftede af marmelade i Absalonsgadekvarteret men også af gær, som en del af vitaminerne blev produceret ud fra. Hallasmøller blev ramt af forskellige uheld i 1920'erne (bankkrak og brand) og i 1929 fik Andelsfrugteriet nye ejere (og Hallasmøller blev lejer). Og endelig i 1937 flyttede vitaminproduktionen, der allerede fra sidst i 1920'erne foregik i samarbejde med Løvens Kemiske Fabrik, til det gamle mejeri i Fjenneslev, hvor afsætningen med årene - alt som anvendelsen af vitaminer øgedes - voksede støt.

Fra 1881 til 1963 blev der mere eller mindre regelmæssigt holdt dyrskuer i Sorø. Det beretter Holger Jørgensen om i sin grundige artikel Dyrskuer, hvor de forskellige dyrskuer og deres placeringer rundt om i byen gennemgås bl.a. ud fra avisomtaler fra "gamle dage". Det vil sikkert komme bag på en del at Akademihaven tidligere hyppigt var vært for disse arrangementer, der snart betjente sig af området fra Klosterporten øst om kirkegården ned til søen, snart af pladsen vest for alleen bag ved Holberg-monumentet, og hvor i 1904 en ung mand vakte opmærksomhed ved at komme ridende i fuld fart på en tyr ned ad Danneskiolds Alle (hvor det nu om dage er hurtigt kørende person- og lastbiler man skal kaste sig ud mellem træerne for). Men også andre pladser i byen blev benyttet, bl.a. området mellem skovriderboligen og Banevej, området for enden af Absalonsgade og grunden hvor den gamle imprægneringsanstalt havde ligget (nær det nuværende rådhus). Dyrskuerne var meget andet end fremvisning af dyr og maskiner, idet der efterhånden blev indlagt forskellige former for forlystelser og underholdning (rytteroptog, gymnastikopvisning, tombolaer, friluftsforestillinger, cirkus, fodboldkampe osv.) for at trække endnu flere til huse.
Læsning af kornvogn ved dyrskuet i 1960


Jan og Peter Leschley i 1967

 Peter Finn Larsen gennemgår i artiklen 100 år med tennis Sorø Tennisforenings historie. Foreningen startede i 1911 på nyanlagte baner i Søgade, men flyttede i 1948-1949 til den nuværende placering med hal og baner bag Sorøhallen på Ringstedvej. 1960'erne betegnes i kraft af Jan og Peter Leschleys medlemsskab som det bedste årti i foreningens historie. Medlemstallet toppede i 1992 med 430 medlemmer (og er nu nede på lidt over det halve kan man se på foreningens hjemmeside).

Kongsgaarden hedder Carl-Christian Bringgaards fyldige artikel om det spændende bevaringsprojekt i Broby. I 1932 arvede brødrene Ejler og Karl Kjær Larsen Kongsgaarden efter deres far. Ejler Kjær Larsen blev eneejer i 1947 og giftede sig 10 år efter med Lone Nielsen. Da parret ingen efterkommere fik besluttede de at oprette en fond, der skulle arve gården efter deres død med henblik på oprettelsen af et landbomuseum. Ægtefællerne døde i henholdsvis 1999 og 2006 og projektet, der har indebåret istandsættelser og nyindretninger med støtte fra bl.a. Real-Dania og fra Friluftsrådet og lokale støtter, er efterhånden kommet godt på vej mod etableringen af et autentisk landbrugsmiljø som det formede sig i midten af det 20. århundrede med rig bevarelse af ægteparret Kjær Larsens tidstypiske husgeråd og møbler.
Luftfoto af Kongsgaarden


Køkkenet på Kongsgaarden


Arrestforvarer Axel Østerriis på rundtur i 1960

 Per Damsbo Andersen beretter i artiklen Juletræet var en grangren i en flaske om livet i Sorø Arrest gennem tiderne for såvel arrestforvareren og hans familie som for de indsatte fanger og afsonere, blandt hvilke specielt nævnes Frederik Martin - redaktør for Sorø Folkeblad - der fik 4 måneders arrest for opildning til modstand mod Estrups provisoriske regering - et arrangement som specielt hans kone var meget tilfreds med, da hun som besøgende fik mere tid til ham end til daglig, hvor han var stærkt optaget af sin avis og sit politiske arbejde. Arresten var kendt for sin gode mad og var derfor meget søgt op til jul. En kræsen hotelejer, der engang var indsat, fik dog serveret middagsmad fra sit eget hotels køkken og en fabrikant der var utilfreds med møblementet fik bragt egne lænestole og et kakkelbord ind i cellen. Efter at have fungeret i 133 år blev arresten - under lokale protester - lukket i 1976 og byens borgere må nu om dage tage udenbys for at afsone.

Og så er der - som sædvanligt - en beretning fra Sorøs erhvervsliv. I år handler den om Emil Nielsens chokoladeforretning i Storgade. Bjarne Stenbæk har kaldt sin artikel Emil rimer på smil - og det er næppe tilfældigt og fortæller historien om en ung mand, der som 19-årig - i 1999 - på Storgade startede sin egen forretning, som han købte for sin børneopsparing. Emil Nielsen, der er uddannet som både grafiker og civiløkonom, driver den populære Emils Chokolade sammen med 5-10 ansatte, herunder hans mor. Forretningen der udover chokolade forhandler kolde og varme drikke og is m.m. har også tilknyttet en netbutik, som det er Emil Nielsens plan at videreudvikle. Overvejelser om etablering af en frugt- og grøntbutik i Sorø og forretninger i en anden by - f.eks. København - er lagt på hylden, da Emil Nielsen ikke er interesseret i at arbejde flere timer om ugen end han allerede gør. Til gengæld har han planer om at lave en chokolade-kogebog eller en køkkenserie med videoklip på nettet.
Emil Nielsen foran sin forretning


Holbergs våbenskjold


Arkivalierne medens de endnu stod i arresten


Sorø Stolefabrik malet af Aage Øbro

 Udover de omtalte større artikler rummer julehæftet en række mindre artikler, opslag og omtaler. Udkastet til Holbergs våbenskjold pryder side 3; Sorøs 25 mand store byråd + kommunaldirektøren er afbildet på side 29 (Britt Hergård har fotograferet); historien bag illumineringen af Klosterporten omtales på side 55; Dronningens besøg i september omtales yderst kortfattet på side 79; side 80-82 fortæller Charlotte Sabroe i artiklen Sorø nye kunstmuseum om det nye og udvidede Vestsjællands Kunstmuseums arkitektur og indretning (da indvielsen først falder efter Jul i Sorøs deadline har læserne formentlig en hel del til gode til næste år); side 83 fortælles om en donation på 5 malerier med Sorø-motiver af malerne Aage Øbro og Aage Blumensaadt til Jul i Sorøs venner (der i øvrigt ønsker at donere billederne videre til Sorø Bibliotek og det gamle rådhus); Per Damsbo Andersen fortæller i en lille artikel Arkivet er prøveløsladt om udflytningen af Lokalhistorisk Arkivs arkivalier fra Arresthusets celler til den gamle korkfabrik på Fulbyvej, hvorfra man håber at kunne flytte arkivalierne til bage til Arresthuset, når renoveringen af Arresthuset (ved Realdania) er fuldført i sommeren 2012; Holger Jørgensen omtaler i Fra en anden tid gårdskarlene Martin Christensen og Jacob Christensen, der var en del af gadebilledet i Sorø fra tiden omkring 1. Verdenskrig og 50 år frem; 3 sider er afsat til en opregning af alle de mange sponsorer, der gør udgivelsen af Jul i Sorø mulig; på bagsiden er afbildet et af maleren Christen Dalsgaards fineste billeder Mormoner paa Besøg hos en Tømrer paa Landet fra 1856, der selvfølgelig ikke har meget med Sorø at gøre, men kan tjene som en art illustration til Ronald Stouts artikel om de mormonske udvandrere fra Haverup.

Jul i Sorø, der koster 100 kr. (ekskl. forsendelse) kan rekvireres hos Hugo Jacobsen på telefon 5783 2605, eller pr. mail til hugo-sj@stofanet.dk.